23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på RetailNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Lego skærer op mod 600 stillinger i Danmark

På verdensplan skal Lego af med otte procent af de ansatte. Det koster også stillinger i Danmark.

Nedskæringer i Lego ventes at ramme mellem 500 og 600 stillinger i Danmark, hvor Lego har i alt 4500 medarbejdere. Det oplyser Lego i regnskabet.

Som konsekvens af faldende omsætning skal Lego slankes med omkring otte procent af medarbejderne på verdensplan. Og det rammer altså også i Danmark, hvor Lego har sit hovedkvarter i Billund. Her blev Lego også grundlagt.

- Vi er meget kede af at skulle lave ændringer, der kan påvirke mange af vore medarbejderes liv, siger bestyrelsesformand Jørgen Vig Knudstorp, Lego, i regnskabet.

- Alle Lego-kolleger er utroligt passionerede i deres arbejde hver eneste dag, og det er vi dybt taknemmelige for. Desværre er det bydende nødvendigt for os at træffe disse svære beslutninger, siger han.

I årene 2009 til 2015 havde Lego massive tocifrede vækstrater i årsomsætning, og forbrugernes appetit på de danske klodser syntes umættelig. Men i 2016 bremsede væksten op, så omsætningen "kun" voksede seks procent fra over 25 procent i 2015.

I første halvår 2017 må Lego notere sig en tilbagegang i salget på fem procent.

- Udviklingen i salget var blandet på tværs af markedsregionerne. I etablerede markeder som USA og i dele af Europa faldt omsætningen, mens salgsvæksten var tocifret i et voksende marked som Kina, skriver Lego i regnskabet.

På verdensplan har Lego cirka 18.200 ansatte. Nedskæringerne vil koste omkring 1400 stillinger på verdensplan - hovedparten allerede før udgangen af 2017.

Trods tilbagegangen ruller milliarderne fortsat ind i kassen hos Lego.

Omsætningen i årets første seks måneder faldt fem procent til 14,9 milliarder kroner. Det gav et dyk i driftsresultatet på seks procent til 4,4 milliarder kroner.

Bundlinjen landede på 3,4 milliarder kroner mod 3,5 milliarder efter første halvår i 2016.

1. oktober får Lego ny administrerende direktør, når Niels B. Christiansen sætter sig i spidsen.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079|instance-web02